Ved enevældens indførelse i 1660 efter svenskekrigene var landet næsten bankerot, og Frederik den 3. skulle bruge penge.
Derfor blev der i 1688 lavet en landbrugsmatrikkel og en bonitering. Formålet var at beskrive hver ejendoms skatteevne. For hver by blev der lavet en markbog, som indeholdt oplysninger om alle gårdenes marker, deres bonitet, hartkorn, landgildeydelser samt ejerens og brugets navne.
Bonitet er et udtryk for jordens ydeevne, og det udtrykkes ved hartkorn. Hver enkelt mark blev vurderet på en skala fra 0 til 24. Den bedste jord blev sat til 24 tønder hartkorn, og det betød, at der kunne høstes 24 tønder rug eller hvede på 1 tønde land, hvad der er ca. en halv hektar. Den dårligste jord og lynghede blev vurderet til 0-1.
I årene fra 1806 til 1822 blev der lavet en ny vurdering. En landvæsenskommission rejste rundt i hele landet og sammen med lokale bønder takserede de hver eneste mark.
I 1844 blev der lavet endnu en vurdering, som blev brugt som skattegrundlag i 60 år.