Borgerforeningens første formand Viggo Hansen fortæller her, hvordan Borgerforeningen blev stiftet og lidt om datidens arrangementer.
Det begyndte i sommeren 1972. Der havde været brand oppe i skoven, og det lokale brandværn, bestående af 5 lokale mænd fra Volsted, gik den følgende nat vagt i skoven. De skulle holde øje med, at ilden ikke blussede op igen. Viggo Hansen fortæller, at der ikke var meget at lave, faktisk gik de og kedede sig lidt. Og pludselig faldt snakken på ejerlavet, der var gået ned, så der ikke længere var nogen til at holde juletræsfest for børnene. Konklusionen på denne nattesnak blev, at Volsted måtte have en borgerforening.
Der blev efterfølgende indkaldt til stiftende generalforsamling. Salen i forsamlingshuset var stuvende fuld, og der var enighed om, at en borgerforening var sagen. Borgerforeningen blev officielt startet i 1973 med en bestyrelse på 5 personer. Borgerforeningen arrangerede juletræsfest og fastelavnsfest for børnene, bankospil, høstfest og adventsfest for de voksne. Adventsfesten blev afholdt i samarbejde med husmoderforeningen, lokale børn gik luciaoptog, der var taler, fællessang og selvfølgelig kaffe og kage. Til disse arrangementer var forsamlingshuset fyldt op, der kunne godt komme 100.
I dag er der stadig en aktiv Borgerforening i Volsted, som står for arrangementer for både børn og voksne. Som eksempler herpå kan nævnes: Fastelavnsfest, sankthans, fællesspisning, loppemarked, øl-& vinsmagning, høstfest, livestreams og adventshygge.