Udskiftningen

Før 1781 kunne en landmand have sin jord liggende spredt mange steder i små stykker, og det var også tilfældet i Volsted. Landsbyens jord var delt i åse = marker, og i hver af disse havde de enkelte gårde deres jord liggende i smalle agre = strimler. Omkring en ås var der et fælles hegn, og det havde den ulempe, at den enkelte bonde ikke var herre over sin egen jord, men måtte arbejde sammen med de andre landmænd. Tidspunktet blev bestemt på møder i bystævnet. Dette blev kaldt fællesskab, og det illustreres udmærket på en tegning fra frilandsmuseets undervisningsmateriale:


 


Gårdene ligger samlet i en landsby, og en enkelt af dem er farvet sort. I åsene, der ligger uden for landsbyen, ejer hver landmand en strimmel jord. De strimler jord, der er sorte, ejes af ham, der bor i den sorte gård. Strimlerne var så smalle, at det var nødvendigt, at alle var enige om dyrkning, det vil sige, at tidspunktet for at pløje, så og høste. Det kunne være vanskeligt at få arbejdet udført på det rigtige tidspunkt. Dette fællesskab var langt fra effektivt.

Derfor var der en stigende interesse for at udskifte jorden, og samle den enkelte gårds jord på et enkelt sted. Resultatet blev en lov, kaldet en forordning i 1781. Fællesskabet blev forbudt, og enhver landmand kunne forlange at få sin jord fordelt på højest 3 steder.

I nogle byer fandt man det mest hensigtsmæssigt, at danne store parceller og så flytte gårdene fra landsbyen og ud på dem. Andre steder fandt man den metode ganske skør, når man havde et godt forhold til naboerne, og når man havde let ved at skaffe hjælp, når det ar nødvendigt. Et andet argument var, at det ville være synd for børnene, man talte endda om, at de kunne blive åndssvage og sindslidende af at bo langt væk fra kammeraterne. Hvorfor skulle man flytte ud til det vildsomme og uhyggelige overdrev, og hvorfra kunne man skaffe 3-500 risdaler, som en ny gård ville koste? Man havde gæld nok i forvejen. Dertil skulle der laves nye hegn, grøfter og markveje.

Alternativet var at blive boende i byen og så vælge en stjerneudskiftning. Det vil sige at lade marker og skel stråle ud fra landsbyen, som strålerne fra en stjerne. Denne model blev valgt i Volsted, og det præger stadig byen. Alle 13 gårde blev liggende omkring gadekære, kun 2 gårde er siden den tid flyttet ud.

For en lille landsby kunne en stjerneudskiftning være udmærket. Men for en by som Volsted, der på dette tidspunkt bestod af 13 gårde, blev lodderne lange og smalle. Det har åbenbart fungeret i mere end 200 år, men med nutidens mekanisering af markarbejdet med stadig større maskiner, er det næppe hensigtsmæssigt. Dog afhjælpes det nu ved, at der i den seneste tid er slået flere og flere landbrug sammen.



Matrikelkort 1786


I den omtalte forordning bestemmes, at degnen, det vil sige læreren, skal have et stykke jord. På matrikelkortet ses dette jordstykke nordvest for forten, og det har nr. 1. Det var bag Volsted Bygade 24, hvor der har været skolen indtil 1961.

En anden af forordningens bestemmelser gælder de jordløse husmænd. De ejede ikke jord, men havde en græsningsret. Det henstilles nu, at de skal have et stykke jord til eje, og denne henstilling er efterkommet i form af nogle små stykker jord øst for forten. 
   

Kort over Volsted Sogn fra 1813
 

Ultimate Web