Krigen 1940-1945

I Volsted var der en gruppe mænd, som deltog i våbennedkastning. Det foregik mellem Volsted og Flamsted vest for Hølbækken. En nat kom tyskerne for at anholde en af de unge mænd, Bent Hoffmann, som boede i nærheden af skolen. De henvendte sig til lærer Hammer, som imidlertid sagde, at han ikke vidste, hvor han boede. Kort tid efter kom de tilbage, efter de havde arresteret Bent Hoffmann, og nu tog de Hammer med.

På vejen til Aalborg standsede de bilen og beordrede ham til at stille sig ved vejkanten, og da var han sikker på, at hans sidste time var kommet. I stedet fik han et voldsomt spark, så han faldt ned i grøften, mens tyskerne skød vildt op i luften, og så kunne han gå hjem fra Bonderup Bakker. Den unge mand kom til Frøslev.

I alle omegnens forsamlingshuse var der indkvarteret tyske soldater, mens Volsted var fri. Derfor kom der unge mennesker langvejs fra, når der var bal der. Kun i nogle få uger, henimod krigens slutning, kom der soldater til Volsted (ca. 100 stk.). De menige var i forsamlingshuset, og officererne var indkvarteret på gårdene.

En aften var nogle af soldaterne mødt op i Uhrenholdts folkestue, og én af dem ville demonstrere brugen af sin revolver. Derved kom han til at ramme en af karlene i foden. Næste dag blev alle soldater stillet op på en række foran forsamlingshuset, og én af officererne gik så med den sårede karl langs rækken, for at han skulle udpege den, der havde skudt. Karlen kunne ikke genkende ham, og det samme gentog sig en gang til. Tredje gang kunne han imidlertid udpege ham, for da havde han officerens pistol i ryggen. Soldaten blev straks sendt til fronten. 

Ultimate Web